
Mit smukkeste tip mod skvalderkål
Lige nu vælter skvalderkål op af jorden i min have. At forsøge at luge sig fra den livskraftige ukrudt er en kamp, der er tabt på forhånd. Heldigvis er der både smukkere og nemmere metoder til at holde den nede.
Jeg har med stor succes plantet stauden bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum, i et bed, der var helt overtaget af skvalderkål. Et tip, der faktisk stammer fra den tidligere overgartner i Haveselskabets have Michael Tilbury. Billedet her er fra maj sidste år.
Storkenæb udkonkurrerer skvalderkål
Storkenæb vokser så hurtigt og kraftigt, at den stort set udkonkurrerer skvalderkålen. Og græsslåningen langs bedet klarer udløbere.
Du kan godt plante bølgekronet storkenæb nu, men hjælp den med at hjælpe dig af med skvalderkålen ved at fjerne så mange af skvalderkålens rødder, du overhovedet kan, inden du planter.
Brug en greb til at løsne jorden, og træk de lange lyse rødder op – så er kampen mere lige.
Andre haveblogs om det spiselige i haven
Er du nysgerrig efter, hvad andre havebloggere, der fokuserer på det spiselige i haven har gang i for tiden, så kan du finde en masse af dem i min haveblogsamling Havebloggere.dk. Der kan du hele tiden se de nyeste indlæg fra flere end 100 havebloggere – delt op i dem der skriver mest om køkkenhave, om prydhave og fra udlandet. Enjoy!
Chips af skvalderkål
Har du mere lyst til at spise skvalderkålen, kan du se min opskrift på hurtige, sprøde chips af skvalderkål her: Chips af skvalderkål – du har med garanti alle ingredienser, hvis du har læst hertil😏!
Nyeste kommentarer
Signe
Lisbeths Haveblog
Signe
Katrine
Signe