Skab en hurtig hyggekrog
Hyggekroge og huler er i høj kurs hos de fleste børn. Et afgrænset, trygt og lidt privat sted, hvor de kan fortabe sig i deres egen verden og leg. Det behøver ikke være svært eller kræve det store udstyr at skabe et lille udendørs popup børneværelse. Et par tæpper, så er man godt kørende.
Det behøver heller ikke være forbeholdt varme sommerdage. I går bad min fireårige om at få parasollen slået op. Hvorfor, spurgte jeg? Jo, for hun ville gerne lege med Barbie udenfor, og tøjet blæste væk;-). Okay, så.
Som med mere permanente haverum til voksne er tricket at tænke i tag, vægge og gulv, når man skaber et midlertidigt legeværelse ude.
Vi fandt et sted med læ fra duftende, blomstrende buske (vægge), slog strandparasollen op (tag) og lagde et vattæppe under (gulv). Vupti, havde hun sit helt eget Barbieparadis. Med ryggen til verden legede hun, lige til jeg slæbte hende ind til aftensmad.
Et andet sted i haven har hun sit forårssted. Et hægtræs krone fungerer som tag. Et par uger i maj blomstrer træet med hvide klaser af blomster, der dufter, så man næsten bliver bedøvet af den krydrede duft. I Astrid Lindgrens Alle vi børn i Bulderby har Lisa og Anna et forårssted under en hæg. Det har min datter skamløst kopieret. Med tæpper, dukker og en gren stukket ned i jorden som væg og taskeknage kan hun lege der i timevis. Igen: det tager kun få minutter at skabe det lille uderum. Og det er lige så nemt at pakke sammen igen, når hun bliver træt af legen.
Mere kan naturligvis også gøre det. Vi har bare valgt, at vi ikke vil bruge plads på et rigtigt legehus i haven. Og de små foranderlige udebørneværelser har desuden den fordel, at de kan tilpasses legen.
Ved vores sommerhus i Sverige har vi bÃ¥de legehus og et ret vildt hus i et træ, som min mand har bygget til ungerne. Det skal jeg nok fortælle mere om en dag fra Sverige…
20. maj 2016 kl. 12:38
[…] Lave en hyggekrog til ungerne. Det kræver sÃ¥ lidt og giver sÃ¥ meget hygge og udetid at lave et lille popup legeværelse udenfor. SÃ¥ det vil jeg gøre – come rain or shine. Jeg har skrevet om det i et tidligere indlæg her: Hurtig hyggekrog […]