Honningkage med portvinsrosiner og revet appelsinskal
Duften af honningkage i mit køkken markerer overgangen fra efterår til jul for mig. Det er den samme honningkage, jeg bager hvert år, bortset fra at jeg gennem årene har forfinet opskriften, så den passer præcis til min smag. Det er en voksenhonningkage med masser af dybde i smagen, god bitterhed og portvin i rosinerne. En tyk skive med smør på og en kop te, så er alt godt.
Hvis du vil spise den til jul, skal du ikke nøle for længe. Dels vinder smagen ved at en fordej af honning og mel får lov til at modne et par uger i køleskabet, dels smager den bedre nogle dage efter, den er bagt.
Bag endelig en stor portion (som min opskrift er). Kagen holder i flere uger, hvis man opbevarer den pakket ind i først bagepapir og så en frostpose. Og så er den altså stærkt vanedannende. Jeg bruger også honningkagen til værtindegaver og som en del af en julegavekurv. Det plejer at tage kegler.
Honningkagen er inspireret af Camilla Plums Evas Honningkage fra hendes kogebog Jul. Den bog bliver jeg ved med at vende tilbage til i december♡.
Honningkage med rosiner og appelsinskal
(Til to kageforme)
500 g god, kraftig honning fx lynghonning
1 kg hvedemel
500 g muscovadosukkerÂ
2 æg
3 dl vand
2 tsk natron
2 tsk stødt kanel
2 tsk stødt ingefær
2 tsk stødt allehånde
2 tsk stødt, tørret pomeransskal (det kan være svært at få, put mere appelsinskal i, hvis det er umuligt. I år måtte jeg selv støde hel pomeransskal i en køkkenmorder. Det virkede fint.)
Revet skal af to økologiske appelsiner
250 g rosiner
Et stort skvæt portvin
Start med at lave en fordej, så snart du beslutter dig for, at du vil bage kagen. Bland 500 g honning med 500 g hvedemel, og sæt dejen i køleskabet i en beholder med låg. Jo længere tid den står og modner, jo bedre smager kagen.
Jeg plejer at lave fordejen i starten af november og bage den første søndag i advent. Men jeg har ogsÃ¥ bagt kagen uden at lave en fordej. Den smagte dejligt – men ikke sÃ¥ dejligt som den modnede version. Et par dages formodning forbedrer ogsÃ¥ smagen markant.
Den dag du bager kagen, hælder du rosinerne op i en skål, så snart du husker det. Overhæld dem med portvin, og lad dem trække, til de skal i kagen. En halv time er bedre end ingenting.
Smelt muscovadosukker i vand i en gryde. Resten af dejen laver du i gryden, så den skal være stor. Afkøl sukkervandet helt. Jeg stiller gryden med låg udenfor, så går det hurtigt.
Smuldr den modnede fordej ned i sukkervandet, og rør det sammen med en elpisker.
Rør æg, de resterende 500 g mel, natron, ingefær, kanel, pomeransskal, allehånde og den revne appelsinskal ned i gryden. Hæld portvinen fra rosinerne, og rør dem ind i dejen. Drik rosinportvinen, mens du smører to kageforme og tænder ovnen.
Honningkagen skal bages ved 150 grader i cirka 45 minutter. Bagetiden afhænger af formens størrelse. Jeg synes, det er yndigt med en honningkage bagt i en traditionel randform med hul i midten eller en hjerteform. Men en rugbrødsform eller en normal springform fungerer også fint. Bare man kan skære skiver, der kan smøres smør på.
Mens jeg har skrevet dette, har jeg spist tre (!) stykker med smør på. Så god er den:-)
13. december 2016 kl. 14:15
[…] Det her er en af mine favoritopskrifter til julen. En anden er denne fantastisk lækre: Honningkage med portvinsrosiner og revet appelsinskal. […]