Byt dig til gratis frø til haven
En sjov måde at få gratis planter til haven er at bytte frø. En del haveejere samler frø af årets grøntsager, sommerblomster og stauder for at kunne så favoritterne igen næste år. Jeg har for eksempel lige samlet frø fra lakridsduftende sødskærm, fordi jeg også vil have dem i et bed i forhaven, og senere vil jeg høste frø af morgenfrue til såning næste forår. Ærter, vi ikke nåede at spise, inden de blev for grove, lader jeg også hænge, så de kan bruges til at skabe nye ærteplanter næste år. I foreninger og på internettet kan man bytte de overskydende frø til nye, spændende sorter. Alle kan være med.
Gode steder at bytte frø er hos foreningen Frøsamlerne og hos Landsforeningen Praktisk Økologi, de har begge hjemmesider. Hos foreningen Frøsamlerne kan man også få kurser i, hvordan man selv høster frø. Det står på min ønskeliste lige under ‘flere timer i døgnet’;-). Har du ingen frø at bytte med, kan du i stedet købe dem billigt – eller sågar være heldig at få dem af en venlig haveentusiast.
Jeg snakkede for nylig med formanden for foreningen Frøsamlerne, Lila Towle, til en artikel om frøbytte til Søndagsavisen. Hun oplever, at interessen for at bytte frø er steget meget de seneste par år.
”Frøbytte har spredt sig enormt med frø-popups og på internettet. Det forstår jeg godt, for udvalget er så meget større, når man bytter. Og alle kan lære at høste frø at bytte med. Tomat er for eksempel meget nemt,” sagde hun til mig.
De interessante sorter er i sig selv grund nok til at bytte frem for at købe frø og planter mener Lila Towle, og jeg kunne ikke være mere enig.
”Der er flere hundrede slags spændende tomater, men på supermarkedernes frøhylder er der kun ganske få. At det er billigere, er bare en bonus,” sagde Lila Towle. Amen til det. Jeg har i år købt tomatplanter i det lokale plantecenter, fordi jeg hellere ville bruge tiden på at nusse om mine børn end om hjemmesåede tomatplanter. Den strategi fortryder jeg, hver gang jeg plukker en tomat. De smager godt, bevares, men slet ikke så godt som jeg ved, andre sorter gør. Så til foråret vil jeg nusse om hjemmesåede tomatplanter sammen med mine børn:-)
Gode steder at finde gratis frø og planter:
Deljorden.dk –her deles planter, jord og viden. Drives af Landsforeningen Praktisk Økologi.
Frøsamlerne.dk – frøbytte og vidensdeling om gamle spændende sorter.
Facebook.com – søg på frøbytte og du finder masser af byttemuligheder.
Havenyt.dk – på opslagstavlen byttes frø og planter.
Jeg har skrevet om en anden sjov måde at få gratis, spændende planter på her: Tag på plantemarked
8. august 2016 kl. 12:31
[…] En anden måde at få spændende planter til haven gratis eller til få penge er ved at bytte frø. Det har jeg skrevet om her: Byt dig til gratis frø. […]